Hvor blev tiden af?

Det er allerede 1 år siden Fru Bearnaise og jeg vinkede farvel til familien i Københavns lufthavn og drog afsted på en 24 timers rejse med London som final destination.
bye-bye-sang

//Afsked med de dejligste niecer i lufthavnen//

rejse-til-london//Fru Bearnaise klar til sin første flyvetur//

Det er fantastisk at have muligheden for at opleve efteråret i London igen. Og tænke tilbage på, hvordan vi oplevede London, som de grønskollinger vi var for 1 år siden.

For 1 år siden:

  • Havde vi hverken internet eller fjernsyn – så dagene kunne godt blive en anelse lange mens Jens var på arbejde.
  • Kunne jeg ikke købe et mobilabonnement fordi jeg endnu ikke havde en engelsk bankkonto.
  • Anede jeg ikke, at jeg blot skulle gå 20 min langs Hyde Park og så ville jeg stå på Oxford Street.
  • Stod der 100 flyttekasser der skulle pakkes ud og der skulle opfindes plads til det hele i det lille hjem.
  • Var jeg dødnervøs, da jeg skulle på jobcentret og interviewes til at få National Insurance Number (a la cpr nmmer). Og det var ikke helt ubegrundet eftersom jeg blev mødt af en interviewer, der var noget offensiv og bl.a. stillede sig uforstående overfor jeg ville betale skat i UK når jeg arbejde for et dansk firma. “Google betaler jo heller ikke deres skat i UK”, gentog han konstant. Og så sluttede han ellers af med at sige at det ikke var helt sikkert at jeg ville få et NI nummer!
  • Vidste jeg ikke at man skulle være på Columbia Road Flower Market før kl. 8 for at undgå alle turisterne, som blot tager billeder af blomsterne.
  • Kunne jeg ikke drømme om, at spørge om jeg måtte tage Fru Bearnaise med ind på cafeer og restauranter.
  • Stressede jeg over den konstante trafik og korte køreture som ofte tager 4 gange så lang tid som de burde.
  • Brugte jeg 20 min på at forstå at undergrundslinjen Circle Line ikke kører i ring, hvilket er total ulogisk i min optik!
  • Var jeg komplet forvirret hver gang jeg skulle gå over vejen – stressende at skulle kigge til højre, når alt i mig skreg at jeg skulle kigge til venstre.

look-right

Idag  sidder jeg her med mit NI nummer (som jeg fik trods interviewerens negative holdning) og er rigtig glad for vi ikke allerede skal tilbage til Danmark. Vi føler os hjemme og det er først for nylig, at vi har fået styr på de sidste praktikaliteter, der er ifm. en flytning til udlandet. Desuden bliver den fantastiske storby ved med at give og vi oplever nye områder og spisesteder på vores færden rundt omkring i byen. Jeg er blevet ekspert i hundevendelige cafeer og restauranter i Notting Hill – og der er forbløffende mange af dem. Og endelig har jeg styr på, hvad der er op og ned på de forskellige områder i London og er blevet så rutineret, at jeg altid medbringer en flaske vand og en snack selvom vi bare skal køre til IKEA (vi skal jo helst undgå et Snickersmoment!!!). Hvis der er noget man kan regne med, så er det at man absolut ikke kan regne med vejret og trafikken i denne by!

Men det er ingen hemmelighed at jeg savner familie og venner i hverdagene. Heldigvis har vi de bedste af slagsen, der ofte kommer på besøg med et rugbrød, chokofanter og højt humør. TAK♥

venner

//udsnit af De bedste venner//

PS! Jeg kan stadig finde på at kigge i Nettokataloget og jeg glæder mig til de danske julekataloger kommer på gaden.

Reklamer
Udgivet i Everyday, Uncategorized | Tagget , , | 4 kommentarer

Træn separationsangsten væk

Sandra og Fru Bearnaise (3)Mit skriveri om Fru Bearnaises separationsangst affødte lidt spørgsmål, hvilket tyder på, at vi langtfra er de eneste som oplever dette. Og det giver god mening for iflg. amerikanske undersøgelser er det op til 20% af hunde, der lider af separationsangst.
I vores tilfælde ville vi ikke have vidst, at der var noget galt, hvis det ikke var for naboer, der gjorde os opmærksom på, at hun gøede når hun var alene. Fru Bearnaise ødelægger nemlig ikke noget, hun “råber” bare på os. Jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de hunde, der bor i hus, hvor naboen ikke nødvendigvis hører hunden gø…

Umiddelbart træner vi ud fra samme principper, som vi gjorde hjemme i Danmark – gå og komme tilbage, gå og komme tilbage. Forskellen er, at vi denne gang er helt nede i tempo!

Sammen med vores hundetræner Oli Juste har vi udarbejdet en plan for “Gå hjemmefra”-rutine, således at vi sikrer, at det er det samme, der sker hver gang vi går hjemmefra, hvilket skaber en tryghed for hunden. Vores plan er splittet op i 18 steps, som trænes fra en ende af og næste step bygges først på, når Fru Bearnaise er rolig og klar til næste step.
Vores “Gå hjemmefra” rutine ser således ud (den er efterfølgende blevet tilpasset selve forløbet, da enkelte steps var overflødige eller rækkefølgen blev en anden):

Setting up the computer
Asking to go to basket
Blanquet on sofa
Walking away from basket
Picking up Kong
Leaving Kong
Walking away towards front door
Touch Living room door
Crack open the door
Close the door
Shoes & Coat
Handling keys
Open and close Apartment door
Walk down the stair
Open and close Building door
Walk down the street
Progress by waiting corner of street

Træningen tager udgangspunkt i Malena DeMartinis principper og bogen “Treating separation anxiety in dogs”, en bog som henvender sig til både hundetrænere og ejere. Her har jeg fundet svar på mange af mine spørgsmål, som andre ikke rigtig har kunne besvare. Og så fortæller Malena om nogle af hendes cases – cases der har fået tårerne til at trille ned af kinderne samtidig med jeg er glad og lettet over at vide, at jeg ikke er den eneste, der står i denne situation, og der ER håb forude.
Book Treatin separation anxiety in dogsI dette nye træningsforløb har vi gjort os nogle erfaringer og jeg vil fremhæve nedenstående, som adskiller sig fra vores tidligere træningsforløb:

Skab en vekslende “gå-rutine”
Veksl mellem hvad du tager på i løbet af den halve time du træner. Hvis det altid er de lyserøde kondisko, som du har på når du træner, så er hunden kløgtig nok til at vide, at det blot er en træningsession. Så jeg er lidt af en udklædningsdukke i løbet af den halve time vi træner! Flasher solbriller, hat og taske. Finder høretelefoner frem. Putter computer i tasken. Går ind i stuen med nøgler og henter tlf, der ligger til opladning. Alt det som ville være naturligt i en virkelig “gå situation”.  Det svære er ikke at skabe en vane (altid tage det samme på og med) i dette forløb og helt klart den fejl vi gjorde tidligere.

Identificer og træn triggers
For Fru Bearnaise var triggers når vi raslede med nøgler, tog sko på, åbnede hoveddøren m.fl. Nu hiver vi disse triggers frem i lyset og tager eksempelvis sko på foran hende istedet for i det skjulte. Det har reduceret hendes stress for disse markant.

Gå væk fra hjemmet
Tror det eller ej, men hunden er godt klar over om du blot sidder på trappen i opgangen eller om du er gået ud af hoveddøren. Så nu vader jeg op og ned af gaden flere gange i løbet af den halve time (iført et nyt par sko hver gang!).

Overvåg hunden
Med Skype er det nemt at holde øje med hunden, når du er nået så langt i træningen, hvor du er ude af døren i mere end et par minutter. Skulle Fru Bearnaise udvise de første tegn på stress, kan vi hurtigt komme tilbage og afværge en dårlig alene hjemme oplevelse.

Vær tålmodig
Det er en tidskrævende proces, her er intet hokus pokus, og i starten følte jeg til tider at det var nytteløst. Men pludselig, så sker der noget og vi rykker! Vi har nu været igang med denne træningsform i 11 uger (inkl 2 ugers ferie) og vi er oppe på 20 minutter alene. Så der er et stykke vej til en tur i biffen 🙂 Men til gengæld har hun ingen stress symptomer overhovedet i de 20 minutter.

Vi har underskrevet en kontrakt hvori vi lover Fru Bearnaise at hun ikke vil være alene før hun er tilpas med det. Og godt nok er denne kontrakt virtuel, men den er vigtig og gældende! Så indtil videre hopper den lille pølse op i tasken og kommer med ud i verden.

Fru Bearnaise

Udgivet i Everyday | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Et liv med separationsangst

Vidste du, at når hunden slikker sig om munden eller gaber, så er det ofte tegn på stress? Det anede jeg ikke! Selvfølgelig er det ikke altid forbundet med stress, men man er ikke i tvivl, når man først er blevet opmærksom på hundens kropssprog.
Fru Bearnaise SA

Forleden mødte jeg en dame og hendes baby, der begge var meget betaget af Fru Bearnaise. Hun foreslog endda at bytte, da hun konstaterede at Fru Bearnaise jo var så sød og rolig. Og det har hun jo sådan set også ret i, men måtte skuffe hende med at det nok er nemmere med babyen, eftersom Fru Bearnaise lider af separations angst (SA) og ikke kan være alene hjemme. Hvis det ikke var for naboer tilbage på Østerbro, der gjorde os opmærksom på at hun gøede når hun var alene, så ville vi ikke vide det. For hun ødelægger ikke noget men til gengæld kan hun gø uafbrudt i 6 timer.  I Danmark lykkedes det os at få hende til at være tryg ved at være alene hjemme. Jeg havde nok på fornemmelsen, at separations angsten ville vende tilbage når vi flyttede til London, men havde ikke forestillet mig, at vi knap et år efter stadig skulle være udfordret med dette.

Den første tid trænede vi ud fra samme metode som i Danmark – ind og ud af døren, sidde på trappen og vi var oppe på knap en time, men kunne simpelthen ikke komme videre derfra. Derfor kontaktede vi Oli, www.olijustedogtrainer.co.uk, en noget så dygtig hundetræner som vi havde fået anbefalet af venner. Vi startede nu en helt ny træningsmetode, hvor hunden trænes til at forbinde et udfordrende stykke legetøj fyldt med mad med noget positivt, således at den glæder sig til du går, fordi den så får dette stykke legetøj. Fru Bearnaise glædede sig også til at få legetøjet, spiste maden og så kom hun i tanke om at hun var alene og vi var lige vidt! Tilbage stod vi sammen med en noget frustreret hundetræner, da det åbenbart er en metode som virker på de fleste hunde…
Til vores held var Oli til foredrag med amerikanske Malene DeMartini, www.malenademartini.com, som er ekspert indenfor separations angst. Og det er noget nær lykken at have stiftet bekendskab med hendes blog og bog! Fru Bearnaise kan stadig ikke være alene andet end 5 minutter. Men til gengæld har vi fundet så mange svar og en forståelse for vores lille pølsehund.
Hvorfor gør Fru Bearnaise ikke når hun sidder i bilen?
Hvorfor gør hun ikke, hvis jeg sniger mig ud af døren uden hun opdager det?
Hvorfor kan hun være alene en ½ time men ikke 1 time?
Hvorfor er madlegetøj ikke altid en god ide? 

Nu træner vi efter Malene DeMartinis principper, hvilket minder meget om det vi gjorde i starten, dog brydes alt ned i små steps og vi går først videre til næste step når Fru Bearnaise er rolig og ikke udviser tegn på stress (slikke sig om munden og gabe). Det gør vi en ½ time hver dag, og det er blevet en del sjovere nu sammenlignet med den første uge, hvor vi brugte en ½ time på at sige kurv! Hun kan være alene 5 minutter nu og sikkert også længere, men det er åbenbart her, at det er pokkers vigtigt ikke at blive ivrig og først komme tilbage når hunden “kalder”. Det var den fejl vi gjorde sidst…Så nu ser jeg frem til aftenens trænings session med Oli på Skype, hvor målet er 10 minutter alene!Skype session

//Træningssession med Oli på både Skype og FaceTime//

Det første delmål er 1 time alene. Og for de fleste lyder det nok som gevaldigt lidt. For mig vil det gøre en verden til forskel – jeg kan løbe en tur, handle ind, (næsten) nå til yoga.

Heldigvis arbejder jeg hjemmefra, så vores hverdag hænger ganske fint sammen. Desuden er byen enormt hundevenlig, så det er intet problem at gå ud og spise eller bære hende i en taske og tage ud og kigge butikker. Udfordringen kan eksempelvis være at gå i biografen. Men her har vi også fundet en løsning! Borrowmydoggy er som sendt fra himlen, nu vi ikke længere har det samme hundepasser netværk som i Danmark. Her mødes hundeejere og “hundelånere” (typisk folk der ikke må have hund hvor de bor, expats som os eller blot ikke har tiden, men tilfælles har de kærligheden til de firbenede væsner). Vi oprettede noget der minder om en datingprofil for Fru Bearnaise og i løbet af et par dage var der +20 henvendelser 🙂 Så nu er fru Bearnaise blevet venner med engelske Bea og hendes kæreste Max og et australsk par Lauren og Jon.

Vi ved at Fru Bearnaise kan lære at være alene hjemme, vi har trænet hende til det før. Og ja, det er til tider hårdt da det kræver en del koordinering, men som bonus lærer hun ikke blot at være alene hjemme, hun er også blevet et mere selvsikkert og roligt lille væsen. Og vi er blevet så pokkers kloge på hunde og deres signaler.

Sandra og Fru Bearnaise

Udgivet i Everyday | Tagget , , , , , , , , | 2 kommentarer

Red shoe walk

I lørdags gik vi the Red Shoe Walk til fordel for Røde Kors. Jeg hoppede i en rød kjole, Jens fandt de røde sneaks frem og Fru Bearnaise dressede up med en rød sløjfe, og så var vi klar til 8 mil (knap 13km) langs Themsen i høj solskin.
Selvom vi allerede har set mange af seværdighederne (London Eye, Big Ben, Tower Bridge m.fl.), så kom vi alligevel forbi steder i byen, vi slet ikke kendte til. Bl.a. Whitehall Gardens og Temple Gardens – små parker i den pulserende storby. De ligger sådan cirka overfor den turistede del af Themsen, hvor man hverken kan komme hverken frem eller tilbage pga mennesker. Jeg elsker at finde sådanne små rolige åndehuller i storbyer.
Det var to sæt trætte fødder der kom i mål efter flere timers gåtur. Fru Bearnaise derimod var i hopla og virkede noget skuffet over ikke at skulle på egernjagt i parken på hjemturen!

Målet med gåturen var at skabe opmærksomhed og samle penge ind til Red Cross. Selvom man betaler for at deltage, så gøres der rigtig meget ud af, at man som deltager skal oprette en privat indsamling – noget vi ikke er vant til fra Danmark. Med skam må jeg tilstå, at vi ikke fik samlet penge ind. Det var lidt i sidste øjeblik at jeg blev opmærksom på arrangementet og så er en privat indsamling noget nyt og anderledes end den velkendte raslebøsse. Men vi skal helt sikkert kaste os ud i det, da det er meget udbredt herovre. Må med skam indrømme at jeg heller ikke samlet ind til dyrene i Zoo, da jeg løb et officielt løb i London Zoo.

Red shoe walk, Tower Hill Memorial//1 mil tilbagelagt, højt humør og høj sol. Tower Hill Memorial //

Red Shoe Walk, tower bridge

//Tower Bridge //

Red show walk, park// Hviler poterne i Whitehall Gardens //

Red Cross Walk, park// Blomsterhav i Whitehall Gardens //

Udgivet i weekly twinkles | Tagget , , , , , , | 6 kommentarer

Escape to the country

Juhuuu, så blev det også forår, nærmest sommer, i London. Og som enhver anden byboer tænker vi med det samme “Escape to the country!”.  Vi har længe gerne ville på tur og se hvad England ellers byder på, vejret har bare ikke gjort en slentretur på et lille hovedstrøg så attraktivt. Men igår var startskuddet på sæsonen!
Vi kørte til St. Albans som ligger en halv time herfra. At valget faldt på St. Albans var udelukkende fordi Jens har været der et par gange ifm. sit arbejde, der ligger i nærheden. (Jeg er jo først ved at finde hoved og hale i London City, så oplandet er rent gætværk!).
Det viste sig at være et ganske fint valg til vores første besøg udenbys 🙂 St. Albans er fra romersk tid og er super charmerende med snørklede og bakkede gader. Da vi kørte ind i byen vrimlede det med skoleelever i uniform, som havde fået fri fra skole – straks kom jeg til at tænke på Harry Potter!

Byens varemærke er en imponerende stor og flot katedral fra 800-tallet.Leg ved katedralen

// Ren idyl med skolebørn der legede i katedralens park //

S og Fru B v katedral// Den lille pølse forsøger ihærdigt at spotte egern //

St Albans pub

// Gamle skæve huse og den lokale pub //

Hus St Albans

// Vi blev et kort øjeblik grebet af stemningen og tænkte, her kan vi da godt bo! //
Og alle som kender os ved, at det ville vi så absolut ikke kunne!

Vi spiste sen frokost på Jamie’s Italian – jeg kunne have spist 10 portioner af den truffle tagliatelle, som vi fik til forret. Og det er lige præcis dét, der er lykken ved ikke kun at være på ferie i England – vi kan komme tilbage og spise os mætte i truffle tagliatelle ♥

Kage v The Pudding stop

// Sidste stop inden vi vendte snuden hjem til storbyen var The Pudding Stop //

 

 

Udgivet i weekly twinkles | 3 kommentarer

Jeg samler på madoplevelser, alle mulige slags!

Jeg samler på madoplevelser og mine anbefalinger og go-to ønsker her i London, deler jeg under PLACES – nu kategoriopdelt 🙂 Nye steder vil løbende blive tilføjet.

Måske du kan finde inspiration til et måltid, hvis du skulle komme forbi London.

London food map

Udgivet i Everyday, Places | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Hergé, Chanel og ægteparret Eames

London er en drøm af museer og udstillinger! Det er København måske også, men det forsvandt desværre lidt blandt hverdag, venner og andre kulturelle tilbud. London er jo ikke for evigt og der skal fyldes godt op på oplevelseskontoen – derfor har jeg allerede set flere udstillinger her end jeg har gjort de sidste mange år i København.

Ved et tilfælde opdagede jeg en udstilling om Chanel i Saatchi Gallery “Mademoiselle Privé” – en gratis en af slagsen! Jeg væbnede mig med tålmodighed og placerede mig i den mange meter lange kø af damer med Chaneltasker – aldrig før har jeg set så stor en samling af tasker, sko og andet accesories med det ikoniske CC logo udenfor en Chanelforretning. Heldigvis var det ventetiden værd. 3 etager i galleriet var forvandlet til en smuk, æstetisk og interaktiv udstilling om Chanel-husets historie og  kreationer. En app guidede mig noget så fint gennem udstilling. Jeg gik derfra med et stort smil og en lykkefølelse – den følelse, når byen stadig er stor og ukendt og man tænker “bor jeg virkelig her?!”.

Coco Chanel

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Min veninde Lise og jeg var forbi Victoria and Albert Museum og se en særudstilling om sko gennem tiden – “Shoes, pleasure & pain”. Imponerende hvor forskelligt sko defineres og bæres, der ligger så meget udtryk i denne beklædningsgenstand.

Shoes Pleasure and pain

 

Sommerset House viste en lille udstilling om manden bag Tintin, Hergé. Besøget ledte tankerne hen på barndommen hos mormor og morfar, hvor jeg sad klistreret til båndoptageren i køkkenet og hørte Tintin lydbøger. Jeg tror jeg vil til at læse de tegneserier igen, da jeg er sikker på, historierne vil få en anden betydning.

Tintin

 

Inden “lukketid” nåede jeg udstillingen “The work of Charles and Ray Eames” på Barbican. De fleste kender nok designerparret Eames for deres ikoniske stole, men de er jo så meget mere. En eksplosion af kreativitet, der bevægede sig i felterne indenfor fotografi, film, arkitektur, trade shows, møbler og produktdesign. Ud over møbler, skitser og artwork viste udstillingen også nogle af deres breve til hinanden og til samarbejdspartnere. Breve der så fint viser deres kærlighed til hinanden og som et et bevis på, at de fysiske breve bare er noget andet end en mail.

The world of Ray and Charles EamesThe world of Ray and Charles Eames_letters

 

Hver enkelt udstilling har ført mig til en ny London bydel og til steder, som jeg helt sikkert skal besøge igen, når de er badet i sommerens solstråler.

Udgivet i Everyday | Tagget , , , , , | 1 kommentar